Pensionister adopterede skoleklasse i Overlund

Lærer Kirsten Grauslund lod sin klasse adoptere af en gruppe pensionister, som kom på besøg mindst fire gange om året fra første til sjette klassetrin og deltog i alverdens aktiviteter med børnene.

Adoptiv-klasser

Børn og gamle lavede gruppearbejde, løste opgaver, spillede teater og gik på museum sammen og lærte af hinanden både menneskeligt og fagligt. Tre klasser nåede igennem sådan et seksårigt forløb fra samarbejdet begyndte først i 1980erne til det stoppede i 2005.

– Det var meget inspirerende rent fagligt. Jeg følte, jeg kunne bruge det næsten ubegrænset i undervisningen, og samtidig var der også meget læring og glæde i mødet mellem børn og gamle, siger Kirsten Grauslund.

– Jeg håber og tror, mine elever er blevet mere tolerante af det, og at den tætte kontakt med ældre mennesker har lært dem ikke at sætte andre i bås på grund af alder. Og det er en stor kvalitet i det samfund, vi lever i dag.

Kirsten Grauslund fortæller om adoptivklasserne i min bog om generationsmødet mellem børn og gamle, som kommer på Bogforlaget Frydenlund i foråret 2011.