Læsevenskaberne mellem børn og gamle i Tønder stopper

I tre år har børn fra Tønder Skole haft gamle læsevenner på det lokale plejehjem. Ordningen har været en stor succes, men nu stopper den i forbindelse med skolesammenlægninger i Tønder.

Børn og gamle har haft stor glæde af ordningen, hvor en hel klasse én gang om måneden kom på besøg på plejehjemmet, og hvert barn havde en fast læseven på hjemmet. Børnene læste højt for læsevennerne med stort udbytte for begge parter.  Ifølge deres lærer Gitte Bønning Kristensen, blev børnene bedre læsere og fik større forståelse for litteraturens genrer, men samtidig fik de også et stort socialt og menneskeligt udbytte.

Gitte Bønning Kristensen var sammen med Kirsten Winter fra Richtersens Plejecenter primus motor i ordningen. Hun har imidlertid været på barsel et år, og mens hun har været borte, har skolen besluttet at nedlægge ordningen.

– Det gjorde mig meget ondt, for jeg synes fortsat, der er masser af muligheder i sådan et samarbejde, og både børn og forældre er kede af at det stopper, men ordningen kræver et stort engagement fra de voksnes side, erkender Gitte Bønning Kristensen.

Klassen med læsevennerne bliver desuden flyttet til en anden skole længere væk fra plejehjemmet i forbindelse med strukturændringer i Tønders skolevæsen. Otte skoler bliver nedlagt, alle børn og lærere bliver fordelt på en ny måde, og Tønder Kommuneskole, hvor læsevennerne er elever, skal være overbygningsskole. Læs resten