Den 1. oktober er i år udnævnt til ”Generationsdag” i hele Danmark. Aarhus fejrede dagen med en lang række aktiviteter for børn unge og rundt om i byens børnehaver, skoler og lokalcentre.
Klokken 12 blev dagen markeret med ballonopsending og kagespisning af en hel flok pensionister, børnehavebørn og skolelever ved byens nye frivillighedshus Folkestedet i det tidligere bymuseum.
I Aarhus har byrådet vedtaget en særlig brobygningsstrategi, som skal sikre større sammenhængskraft på tværs af generationsskel. Overalt, hvor det er muligt, skal Forvaltningen for Omsorg og Sundhed arbejde sammen med Forvaltningen for Børn og Unge.
”Der ligger en masse gode oplevelser og venter, når vi bygger bro mellem generationerne. Børn og ældre er meget nysgerrige på hinandens verdener og vil meget gerne lære mere om hinanden”, siger den fungerende rådmand for Sundhed og Omsorg, Thomas Medom.
Han holdt talen for de forsamlede generationer sammen med sin rådmandskollega, Kristian Würtz, Børn og Unge.