Jack savner en senior-fiskeven

 Projekt Børns Bedste Ven mangler reserve-bedsteforældre til sårbare børn på Fyn. Ti børn står på venteliste til en bedsteven, skriver Fyns Stiftstidende den 14. maj 2011.

Otte-årige Jack Jensen savner en, som har lyst til at tage ham med ud at fiske, tage på cykeltur eller bygge ting i træ sammen med ham. Hans forældre er skilt, og han ser kun sin far hveranden uge, så den voksenven han leder efter, må gerne være en mand, og det vil være fint, hvis han er lidt oppe i årene – lidt lige som en bedstefar.

Projekt Bedste Ven, som er finansieret af Socialstyrelsen, vil gerne hjælpe Jack og andre sårbare børn med at finde voksenvenner i den modne alder. Bedste Ven-ordningningen rekrutterer udelukkende modne voksne over 60 som bedstevenner.

De ældre har ofte et overskud og en ro, som børnene savner, og fordi de tilhører bedsteforældregenerationen, oplever forældrene dem ikke som konkurrenter,  men det er ikke uden videre nemt, at finde seniorer, som vil gå ind i et langvarigt, forpligtende forhold til et barn de ikke er i familie med. Ti børn står på venteliste alene på Fyn.

– Børnene, vi søger venner til, har typisk brug for en voksen rollemodel. Det er helt normale børn og unge. De må ikke være behandlingskrævende. Det kan f.eks. være ensomme børn, ofte er det drenge som mangler en mandlig rollemodel, siger konsulent i Børns Bedste Ven,  Andrea Bäumer Planitzer til Fyns Stiftstidende.

Hun mener, at en god relation til en bedsteven, kan få betydning for barnet livet igennem.

Læs mere om bedsteven ordningen her