Sølund Plejehjem ved Sortedams Sø bliver generationshus

En gennemgribende renovering skal gøre plejehjemmet Sølund ved Sortedamssøen i København til et generationshus med plejeboliger, ungdomsboliger og daginstitution.

Det nyrenoverede Sølund Plejehjem ved Sortedams Sø i København får plads til 360 plejeboliger og 150 ungdomsboliger. Foto: C.F. Mølller/Københavns Kommune

Læs mere hos Københavns Kommune

Der bliver plads til 360 plejeboliger, 150 ungdomsboliger og en daginstitution, når det gamle plejehjem Sølund ved Sortedams Sø genåbner efter en gennemgribende renovering.

Plejehjemmet, der er bygget i 1970´erne bliver revet ned og erstattet af et helt nyt byggeri tegnet af arkitekter fra C.F. Møller Danmark A/S.

Før nedrivningen har Sølund allerede taget forskud på generationsmøderne, idet, nogle hundrede studerende har boet i de dele af plejehjemmet, som ellers ville have stået tomme indtil byggeriet kunne begynde.

Begejstret borgmester

Det er Københavns Borgerrepræsentation, som har besluttet, at renoveringen af hjemmet skal integrere flere generationer, og ifølge kommunens hjemmeside, er sundheds- og omsorgsborgmester Ninna Thomsen (SF) særdeles glad for beslutningen:

– Det nye Sølund er en helt ny måde at tænke plejehjem på. Det bliver ikke kun et sted for de ældre københavnere, men et byggeri, der inddrager lokalmiljøet og samler børnefamilier, ældre og studerende. Vi giver med andre ord de ældre beboere topmoderne og tidssvarende rammer, samtidig med at vi skaber billige boliger til de studerende. Det bringer generationerne tættere sammen, siger Ninna Thomsen.

– København skal være en blandet by med plads til mangfoldighed og forskellighed. Det understøtter det nye Sølund.

Fakta om Sølund

Fakta om det nye Sølund

  • Sølund ligger på Ryesgade på Nørrebro ved Sortedams Sø.
  • Byggeriet bliver på 38.000 m2
  • 360 plejeboliger
  • 50 ungdomsboliger
  • Daginstitution
  • Seniorbofællesskaber med 20 boliger
  • Tre butikker
  • P-kælder med 80 offentlige parkeringspladser.
  • Anlægspris: Ca. 1,1 milliarder kroner.
  • Byggeriet starter i 2018 og skal stå færdigt i 2022.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *