Pris til Huset Nyvang – et nyt generationsbyggeri i Randers

Læs mere prisen hos Nohrcon  og hos Friis & Moltke

De glade modtagere af prisen Årets Sundhedsbyggeri 2017: Rasmus Riis, arkitekt ved, Friis & Moltke, Leif Gade, fmd. for Sundheds- og Omsorgsudvalget, Randers Kommune, Karl Henrik Elkjær, projektleder, Midtconsult, Keld Evers Nielsen, projektleder, CC Contractor. Pressefoto.

Et nyt generations-projekt, Huset Nyvang i Randers, er blevet kåret som Årets Sundhedsbyggeri 2017 på konferencen ”Byggeri af fremtidens plejebolig.”

Det er den privatejede kursus- og konferencevirksomhed Norhcon, som står bag prisen, men vinderen er fundet ved en offentlig afstemning. Juryen, der nominerede projektet,fremhævede kvaliteterne ved Huset Nyvang som kombinationen af hjemlighed, teknologi og generationsmøder.

Huset Nyvang blev indviet i december 2017 og rummer både plejehjem til demente beboere og børneinstitution. Både København og Aarhus har lignende generationsbyggerier i støbeskeen, men Randers kom før de store kommuner med et nybygget hus for flere generationer:

”Jeg er meget stolt af Huset Nyvang, der på mange måder lever op til Randers Kommunes visioner om at tænke anderledes og ikke være bange for at prøve noget nyt og innovativt,” sagde borgmester Claus Omann Jensen (V) i forbindelse med prisoverrækkelsen.

Huset Nyvang kombinerer plejehjem og børneinsititution. Der er fælles grønne områder, hvor generationerne kan mødes. Modelbillede: Friis & Moltke

Det er arkitekt Rasmus Riis fra Friis & Moltke, som har tegnet det nye hus, og han glæder sig også til at se huset taget i brug: ”Sammen med bygherrens visionære tanker om generationsmøde, plejefilosofi og velfærdsteknologi, er rammerne sat for et projekt, som peger fremad. Vi ser et stort potentiale i projektets mange kvaliteter, og vi glæder os til at høre de om de erfaringer, som høstes i den kommende tid,” sagde han ved prisoverrækkelsen.

Fakta om Huset Nyvang
• Huset Nyvang er i sin grundidé tilpasset borgere med demens og deres særlige behov, men alle plejekrævende kan bo her.
• Byggeriet tager udgangspunkt i den seneste viden på området, hvor begreber som hjemlighed og genkendelighed er nøgleværdier.
• Byggeriet består af fire adskilte boenheder og en fælles bygning, som rummer et bytorv, hvor butikker og aktive facader danner genkendelige motiver for en række fælles funktioner.
• Fællesbygningen er sammenbygget med en stor daginstitution med både vuggestue og børnehavegrupper, som skaber et potentiale for generationsmøder.
• De første beboere flytter ind først i december 2017.

Kilde: Randers Kommune

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *