Brobyggere søges til Generationskløften

Generationsghettoer præger det moderne samfund, og relationer på tværs af aldersskel uden for familien opstår ikke af sig selv. Det forsøger ældre ildsjæle at rette op på. 

Reportage i Kristeligt Dagblad

Læse hele reportagen her:

Tallerknerne skifter hurtigt hænder. De bliver fyldt med laksepandekager, ris med grønsager og friskbagte grovboller. 700 børn på Skæring Skole nord for Aarhus får hver dag frisklavet økologisk frokost, og der er brug for ekstra hænder til at lange maden over rullebordene. Et par af dem tilhører den 68-årige Bjarne Friis Sørensen. Han har et langt arbejdsliv bag sig og var erhvervskundechef i Realkredit Danmark, da han takkede af efter 37 år i firmaet.

Nu lever han et aktivt pensionistliv. Han bruger sin faglige kunnen fra arbejdslivet bl.a. som formand for Aarhus Ældreråds Boligudvalg. Samtidig har han overskud til at engagere sig som frivillig her på skolen, hvor hans søn var elev for mange år siden, og hvor to af hans børnebørn nu går.

”Jeg synes, det er vigtigt med kontakt på tværs af generationerne – ikke kun inden for familien,” forklarer han. ”Det er både sjovt og givende. Jeg har overskuddet til det, og her kommer jeg også i berøring med børn og unge fra andre samfundslag end mit eget. Det giver mig en større indsigt i, hvad der rører sig i samfundet, og det er vigtigt, også når man bliver ældre. ”

EU vil have fokus på generationssolidaritet

EU har udnævnt 2012 til at være ”Året for Aktiv Aldring og Solidaritet mellem Generationer,” og Bjarne Friis Sørensen er et mønstereksempel på den ældretype, som året skal promovere: Efter et langt arbejdsliv, hvor han har bidraget solidt til samfundsøkonomien, er han fortsat sund og rask og yder en aktiv indsats for fællesskabet. Sådan skal fremtidens ældre være ifølge EU-visionen.

Baggrunden for temaåret er den store demografiske udfordring, Europa står over for, fordi befolkningerne bliver ældre og ældre. I Danmark er middellevetiden oppe på 77,3 for mænd og 81,6 for kvinder, og de årgange, som går på pension nu, er meget større den dem, der følger efter.

Et lignende billede tegner sig i resten af EU, og derfor er diskussionerne om pensions- og tilbagetrækningsreformer blevet et fast punkt på den politiske dagsorden i de fleste medlemslande. Det er i det lys, man skal forstå begrebet ”generationssolidaritet.” I det ligger der, at de ældre skal indvillige i af at udskyde pensionen af hensyn til de yngre, og at de yngre skal acceptere at de stigende fælles udgifter til nye hofter, knæ, gebisser og høreapparater og alt, hvad der ellers følger med det aldrende samfund.

Aldersopdelt samfund

Men solidaritet opstår ikke ud af ingenting. Solidaritet bygger på kendskab til hinanden, identifikation og forståelse, og siden ordet ”generationskløft” dukkede op i sproget omkring 1970, har vores måde at tale om forholdet mellem generationer på snarere været præget af det modsatte.

”Vi lever i et stærkt aldersopdelt samfund, og det præger den måde, vi opfatter andre aldersgrupper på. Det kan være svært for de unge at se, hvad de skal bruge de ældre generationer til, og jo mindre kontakt de har med gamle mennesker, jo sværere er det at få øje på. Det gælder for så vidt også for de voksne i forhold til de ældre,” siger Anne Leonora Blaakilde, etnolog og forsker ved Center for Sund Aldring ved Københavns Universitet.

Hun mener af mange årsager, at det er positivt at fremme samspillet mellem generationerne.

”Børn har godt at lære, at man kan være sammen med mennesker i alle aldre – også gamle. Det er en væsentlig forberedelse til livet, og jeg tror, at angst for alderdommen og for døden tit skyldes, at man ikke har nogen oplevelse af, hvad det er,” siger hun.

”Hvis flere mennesker bliver fortrolige med alderdommen, får vi som samfund også et mere positivt forhold til de ældre og holder op med al den snak om ældebyrden, alderstsunamien, og hvad man ellers kalder de store generationer af ældre.”

Ressoucerstærke ældre går foran

I SFOen på Skæring Skole er der fredeligt og eftermiddagsstille ved de lave borde. Nogle børn spiller brætspil, andre pusler med perler, og pædagogen Jesper Petersen leger motorkontor og holder et par små assistenter beskæftigede. De hjælper ham med at udstede mooncar-kørekort. Bjarne Friis Sørensen var ”motorsagkyndig” ved køreprøven i sidste uge.

”Det er fint med de senior-frivillige som Bjarne, siger Jesper. ”De har tid og ro og overskud, og det er godt for børnene med mere voksenkontakt.”

De frivillige er ekstra hjælpere, som tager sig af andre opgaver end de professionelle, og Jesper Petersen hører ikke til dem, der frygter, at det vil fører til nye nedskæringer i staben af ansatte.

SFO-børnene i Skæring er lige som de fleste andre danske børn sammen med jævnaldrende og nogle få professionelle voksne det meste af dagen. Deres hverdag er meget anderledes, end det typiske børneliv for bare en eller to generationer siden. Bedsteforældrenes liv er også radikalt forandret.

Den idealiserede Bedste

Der er langt fra den pensionerede realkreditchef ved børnenes spillebord til gamle dages forestilling om den gode Bedste, som vi for eksempel kender fra H.C. Andersens fortælling Bedstemoder. Her sidder en elskelig gammel kvinde mild og god i sin lænestol, fortæller historier og deler ud af sin livskundskab. Hun har overskud og tid til børnene, og hun ser dem og lytter til dem med empati og uden særlige krav.

I skødet har hun en salmebog med en vissen rose, og når hun ser på den, får hun tårer i øjnene. Børnene forstår først ikke hvorfor. Men da tårerne falder på den tørre blomst, folder den sig ud frisk og fin, og i et øjeblik ser de den gamle kvinde som den unge, forelskede pige, hun engang var. Det giver dem et livsperspektiv og et glimt af forståelse for, hvad det vil sige at være et menneske i tidens strøm på timelighedens vilkår.

Generationssamvær fremmer fælles værdier

H.C. Andersens fiktive Bedste er et idealiserende skønmaleri, og alligevel genkender biskop over Ribe Stift Elisabeth Dons Christensen mange træk ved hende fra de betydningsfulde gamle i hendes egen barndom. Hendes bedsteforældre døde ganske vist tidligt, men hun mindes med glæde ferierne hos en ældre moster i et stille, husmandsfattigt hjem. Der var en helt anderledes ro end i den fortravlede hverdag på gården med flere karle og piger, hvor Elisabeth Dons Christensens selv voksede op.

”Hos moster levede man et stille og langsomt liv, og et barn kan godt lide, at der er tid, at man ikke behøver at skynde sig, og at man ikke altid skal gøre sig til for at leve op til sine jævnaldrende venner. Det gælder hele livet, at man skal ”vise sig” over for de jævnaldrende, men det behøver man ikke på samme måde sammen med andre generationer, ” siger hun.

Elisabeth Dons Christensen var formand for den forrige regerings Værdikommission, og hun mener kontakten mellem generationer især er væsentlig, når det gælder om at udveksle og udvikle livssyn og værdier.

”I værdiundersøgelserne arbejder forskerne med kohorter, altså grupper af jævnaldrende, og inddeler os efter fødselsår. Vi lever aldersopdelt og er ”kohorteafhængige”. Vores værdier er betinget af vores fødselsår,” siger hun.

”De fleste af vores relationer er vandrette forstået på den måde, at vi ser tilværelsen ud fra vores eget, nuværende tidsperspektiv og måler os med andre, der befinder sig samme sted i livet. Dermed får vi ikke blik for, at livet kan leves på mange andre måder, og vi går glip af det lange slægtsperspektiv. Gennem relationen til andre generationer erfarer vi, at verden er stor, og meget større end vi tror, for nu at citere ”Lasse Lasse Lille”, og at fortid, nutid og fremtid hænger sammen, ” siger hun.

Det at opleve mennesker i andre miljøer og livsfaser, udvider vores horisont, mener hun, og understreger, at det ikke kun børn og unge, der har noget lære af de gamle. Det modsatte er også tilfældet.

”Ældre mennesker kan nemt blive nogle brokkehoveder, som kun er optaget af sig selv. De har også brug for kontakten til andre aldersgrupper,” mener hun.

Elisabeth Dons Christensen peger på familien som det sted, hvor det er mest oplagt og naturligt at styrke og fastholde generationsrelationerne. I samfundet som helhed, synes hun ikke, det er særligt nemt at få øje på, hvor og hvordan det kan ske.

”Det kan måske være ved at gamle besøger skoler og fortæller om gamle dage og den slags, men det foregår ikke i stor udstrækning, det skal vi ikke bilde hinanden ind. Det sker kun, hvor mennesker er bevidste om, at det er vigtigt, og det kræver fantasi og ildsjæle at få det til at ske,” siger hun.

Ydergenerationer marginaliseres

Visionen om harmonisk samvær mellem børn og gamle i institutionelle rammer er imidlertid ikke det, Anne Leonora Blaakilde drømmer mest om. Den slags samarbejde kan være udmærket, men hun finder det trættede, at det stærkt efterspurgte generationsmøde altid bliver forstået som noget, der involverer børn og gamle.

”Når man vil fremme samvær mellem generationer, er man er tilbøjelig til at sige, at nu skal de små børn besøge de gamle på plejehjemmet. Ordet generationer forbinder man med unge og gamle og ikke med de voksne midt imellem, for de udgør i vores kultur normaliteten. Det er dem, der sidder på magten, tjener pengene og får det hele til at køre rundt. Det er det, som bliver værdsat som det vigtigste i vores samfund: økonomi, forbrug, fremdrift, økonomisk velstand og velfærd, som er forbundet med det at arbejde, ” påpeger hun.

”Når man taler om, at generationerne skal være mere sammen, tænker man på de marginaliserede – børnene og de gamle – dem, som ikke er økonomisk produktive. De er uden for den fase af livet, hvor man får værdi i kraft af sit arbejde, så de kan passende hygge sig med hinanden og forblive marginaliserede i forhold til det, der tillægges værdi.”

Den tankegang, må vi gøre op med, mener Anne Leonora Blaakilde. I stedet bør vi også tænke på hele den store mellemgruppe som generationer, der skal involveres i samspillet med andre aldersgrupper. Kun på den måde styrker man for alvor sammenhængskraften i samfundet på tværs af aldersskel.

Ældre i øjenhøjde med de unge

Det kræver en bevidst indsats at bevare relationer til mennesker i alle aldersgrupper livet igennem, men det er muligt. Det er den 80-årige fhv. radikale politiker Asger Baunsbak-Jensen et levende eksempel på. Han har udviklet sin egen metode, som passer til hans liv og baggrund. Efter hvert Folketingsvalg sender han et personligt lykønskningsbrev til alle de nyvalgt medlemmer i den radikale gruppe, og det ender som regel med en frokostaftale. Hvert år har han ca. 40 samtalefrokoster med politikere, præster, forfattere, journalister, læger og mange andre slags mennesker. Det er mænd og kvinder i alle aldre, og mindst halvdelen er under 45.

”Man skal udvikle og udskifte sine erfaringer livet igennem, og mit erfaringsgrundlag bygger jeg hele tiden ud ved at diskutere med de unge,” siger han. ”Jeg beskæftiger mig ikke meget med det, som var, men med det, som kommer, og gennem mine samtaler med dem, der er yngre end jeg selv, kan jeg kigge om hjørnet ind i den fremtid, jeg ikke selv kommer til at opleve.”

Asger Baunsbak-Jensen mener, alle ældre i princippet kunne have lige så god kontakt med de yngre generationer, men at det kræver, at man overholder én bestemt regel:

”Jeg møder altid de yngre i øjenhøjde og fortæller dem ikke om fortiden, hvis de ikke spørger til den,” siger han.

Mange ældre mennesker belemrer efter hans mening de unge med snak om gamle dage, som de ikke kan bruge til noget.

Aktiv indsats giver unge venner

”Når jeg sidder og taler med min 21 årige ven Jeppe Mikkelsen, som er Folketingets yngste medlem, så er det vigtigt, at jeg forstår, at det vi kan tale om, er det, som er sket efter årtusindeskiftet. Jeg må holde mig inden for det, vi har til fælles. Kun hvis han selv spørger, taler jeg om noget fra før hans tid. Det skal gå dén vej, for at han kan bruge mine erfaringer i sin egen sammenhæng,” siger Asger Baunsbak Jensen.

Glæden ved venskabet går begge veje. Baunsbak-Jensen er begejstret og imponeret over sin unge politiker-ven, og Jeppe Mikkelsen er stolt over at have venner som Asger Baunsbak-Jensen.

”Jeg kan lærer helt vildt meget om livet og politik af at være sammen med Asger. Jeg får vanvittig meget inspiration af ham og af andre ældre politikere som for eksempel Niels Helveg Pedersen,” siger han.

”Det er fantastisk, at jeg har mulighed for bare at ringe til dem, at man som ungt folketingsmedlem har adgang til de her politiske koryfæer. Det flytter mig både politisk og personligt. Men jeg kommer ikke til at leve i Asgers verden, bare fordi jeg snakker med ham, for man kan ikke overføre erfaringerne direkte,” tilføjer han.

”Jeg ville ikke kunne holde ud, hvis han troede det. Det er ikke frugtbart med gamle, der hænger fast i deres egen tid, når de mødes med andre generationer. Hvis han kom og sagde, nu skal du høre her, sådan og sådan hænger det hele sammen, og nu skal jeg forklare dig den sande lære, så gad jeg ikke mødes så tit. Så ville jeg nok bare tænke, at han var en gammel nar. Men det er han altså ikke,” siger den unge radikale politiker med eftertyk.

”Jeg kan godt anbefale andre ældre at vælge hans måde at gå til samtalen med de unge på. Ellers gider vi ikke lytte,” siger han, men han har også en anbefaling til de unge: ”I et generationsmøde må man som ung ikke afskrive alt det gamle på forhånd, bare fordi det er gammelt. Begge parter skal være åbne, lytte og reflektere,” siger han.

Generationsmødet på Skæring Skole

I Skæring Skoles SFO er det ikke de politiske diskussioner, der dominerer, når generationerne mødes. Bjarne Friis Sørensen tager jakken på og går ud til sin foretrukne samarbejdspartner, udepædagogen Viggo Ole. Han hersker over skolehaven, uderummet og en stor gammel togvogn, som er omdannet til træværksted. Den er populær hos både piger og drenge. Under vejs kigger han ind i lagerskuret.

”Vi skal finde træ til et kaninbur,” forklarer to ivrige, rødhårede drenge, mens de på egen hånd bakser rundt med brædderne derinde.

Det er hverken finansloven eller krigen i Syrien, som er på dagsordenen her. Hver generation har sine interesser. Men det er i orden. Når bare man møder sin samtalepartner i øjenhøjde, kan kaniner og deres boligforhold også være en god generationssnak værd.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *