Læs artiklen i Kristeligt Dagblad

En ny forening , FAFE, af studerende på ergoterapeut-uddannelsen i Århus vil frivilligt hjælpe gamle til gode oplevelser i byens kulturliv. Det giver studierelevante erfaringer og indblik i de ældres liv.

En gruppe unge kvinder småsnakker uden for elevatoren ved indgangen til Lokalcenter Møllestien i Århus. De venter på deres nye venner – en flok gamle plejehjemsbeboere. De skal på deres første udflugt sammen til Aros, op under Olafur Eliassons regnbue, den mangefarvede glorie, der svæver over kunstmuseet som byens nye vartegn.

De unge er fra Foreningen af Frivillige Ergoterapeutstuderende, FAFE. Den blev stiftet for få måneder siden af Naja Benigna og Mette Eg Jørgensen med det formål at hjælpe ældre og handicappede borgere til gode oplevelser i byens kulturliv, som de ikke længere kan opsøge selv og samtidig give de studerende et fagligt netværk og praktiske erfaringer inden for deres kommende arbejdsfelt. På bare to måneder har den nye forening fået 62 medlemmer, som er parat til at stille op som frivillige.

Overvældende opbakning fra medstuderende

”Det er helt overvældende, ” siger Mette. ”Vi er meget glade for opbakningen, for vi synes virkelig, der er brug for mere engagement på uddannelsen og flere oplevelser af, hvad vores fag kan i praksis,” siger hun.

Elevatordøren glider op, og Naja Benigna triller ud med den første kørestol. Hun er stedkendt, for hun arbejder som afløser her på Lokalcenter Møllestien ved siden af studierne. Aase sidder iført varm frakke og rosa strikhue klar til den kølige sommerdag. Hanne, Henny og Hilda holder også klar. Hilda har været med til Marselisløbet i Århus takket være de aktive studerende.

”Jeg er med, hvor der sker noget,”siger hun kækt.

Igennem tre år har ergoteraupeutstuderende stillet op som frivillige hjælpere for kørestolsbrugere, så deres handicap ikke forhindrer dem i at være med i det populære motionsløb. Nadja og Mette har været med flere gange, og det er oplevelserne fra motionsløbet, som har inspireret dem til at stifte foreningen. Nu kommer Ingeborg (Jensen) flankeret af to unge, Anne Christine (Linnet) og Sannie (Sørensen). Hun er den eneste uden kørestol. Hendes bentøj virker stadig fint, selv om hun er den ældste, over hundrede år.

”Jeg har altid gået meget, så jeg har holdt det ved lige. Det gjorde vi også som børn med vores forældre, og det er jeg bare blevet ved med,” fortæller hun.

Frivillige giver de gamle nye muligheder

Kørestolskaravanen sætter i gang hen ad fortovet fulgt af trekløveret Sanne, Ingeborg og Anne Christine. Personalet vinker farvel og glæder sig på beboernes vegne.

”Det er et virkelig godt initiativ, og vores ældre borgere er fantastisk glade for det,” siger Vibeke Trærup, der er afdelingsleder på i Lokalcenter Møllestien. ”Vi er meget glade for de frivillige, for vi har ikke ressourcer til for eksempel at gå på museum med vores beboere. Hvis de ikke har familie, der kan tage dem med ud, får de ikke den her slags oplevelser,” siger hun.

Ann Katarina Lindgaard skubber en af kørestolene.

”Jeg har meldt mig, fordi jeg gerne vil være en del af et miljø, hvor jeg kan lære mit fag bedre at kende, og så kan jeg godt lide at gøre noget for andre. Det gør mig rigtig, rigtig glad,” siger hun.

Ann Katarina har ikke umiddelbart tænkt sig, at hun skal arbejde med ældre, når hun bliver færdig, men snarere med børn eller psykisk syge. Det er ganske typiske for mange af de studerende.

”De færreste kender noget til ældresektoren, selv om det er et stort arbejdsområde for ergoterapeuter – og vi vil godt vise, at det også er spændende at arbejde med de ældre borgere. Der er også meget liv på plejehjemmet. Det forstår man, når man oplever det,” siger Mette Eg Jørgensen.

Udflugt til Aros i kørestol

Møllesti-karavanen fletter sammen med en tilsvarende gruppe fra et andet plejehjem i Carl Blochs Gade, og sammen når de den monumentale museumsbygning tegnet af arkitekterne Schmidt, Hammer & Lassen.

De får en kop kaffe med kage i cafeen, og så triller de ind i den store vareelevator og bliver løftet næsten op til toppen i af bygningen i samlet flok. Ingeborg tager trappen de sidste to etager på sine hundredårige ben. Hun har aldrig været gift, så hun har hverken børn, børnebørn eller oldebørn, der kan følge hende herop.

”Åh, hvor er vi højt oppe!” siger hun, da de endelig står i regnbuen og ser ned på byen gennem blågrønt glas. Stemmen dirrer lidt bekymret, men glasset er tyk og sikret, forklarer de unge.

I små grupper bevæger de syv gamle og fjorten unge sig gennem regnbuens farvefelter, mens himlen over Aarhus skifter kulør fra blå og grøn til gul og rød og violet og tilbage til blå igen. Verner Pedersen på 84 stopper op og ser ned på den gamle officersbygning og Ridehuset ved siden af.

”Jeg var soldat her lige efter krigen,” fortæller han de unge piger. ”Kasernen lå lige her, hvor vi står. Det var bare træbarakker fra tyskernes tid. Og så har de plantet sådan en bygning her! Det er sgu da meget hyggeligt,” siger han jovialt. Verner er en venlig mand. Han synes, det hele er godt og hyggeligt.

Naja og Mette er flittige til at fotografere, for at de gamle, som husker dårligt, kan have noget at støtte erindringen til bagefter, så dagens oplevelser ikke straks forsvinder for dem. Gamle dage er nemmere at huske.

”Dernede havde vi eksercits. Vi holdt altid øje med rådhusuret, så vi kunne se, hvornår det var overstået.” Verner nikker mod haveanlægget nedenfor.

Han fortæller om sin ungdom efter krigen, hvor han måtte rejse til København for at få arbejde. Hjemme i Stoholm var der kun et teglværk, og der var ikke noget at komme efter. Pigerne lytter og spørger lidt. Så går de videre og ser ud over de nye byggerier, der skyder op på havnen.

”Det er jo fantastisk,” siger Verner.

Vellykket inititativ For FAFE

Mette og Naja synes, det er fantastisk, at deres initiativ er så vellykket.

”Ergoterapeut er verdens bedste fag, men der er for mange, som ikke rigtigt opdager det på studiet. Der mangler glød og et fagligt og socialt miljø, hvor man kan lære studerende fra andre årgange at kende og få mere indsigt i faget,” siger Mette. Naja er enig. De synes, der er brug for bedre sammenhæng mellem teori og praksis i deres uddannelse.

Uddannelsesleder Line Folsgaard fra ergoterapeutuddannelsen i Århus, forstår dem godt.

”Men tidligere var uddannelsen præget af rigtig meget aktivitet, uden at det blev sat ind i en teoretisk ramme. Det prøver vi at rette op på nu, så de studerende kombinerer aktivitet og kreativitet med et stærkt teoretisk fundament,” siger hun.

Hun synes dog på ingen måde, at FAFE går hende og de andre undervisere i bedene. Tværtimod.

”Jeg vældig glad for initiativet på de ældre borgeres vegne, på fagets vegne og på uddannelsens vegne,” siger hun.

De, der orker, ser også på kunst. Ingeborg har mod på flere etager med både guldalder og modernisme. Hun hviler kun kort i en lædersofa foran Harald Gjersings Dame i Blåt, som kunstneren malede under første verdenskrig, da Ingeborg selv var en lille pige og boede uden for Hamborg med sin danske far og tyske mor. Detaljerne fortaber sig i tidens tåger.

Lyset slår kunstkiggerne i møde på afsatsen uden for udstillingen og lyden af lyse stemmer. Aarhus Pigekor øver på gangbroerne ud mod glasfacade, så smukt, at det skærer i hjertet. Så går det nedad igen. Hjem til aftensmad på Møllestien og i Carl Blochs Gade. Den første udflugt med Foreningen af Frivillige Ergoterapeutstuderende til ende. Det var en vellykket debut, synes både Naja Benigna og Mette Eg Jørgensen. Den giver dem mod på mange flere udflugter for unge og gamle.