Læs artiklen i Kristeligt Dagblad
Frivillige seniorer hjælper elever på Herskind Skole med lektierne efter skoletid. Børnene klarer sig bedre i skolen og seniorerne føler sig værdsat og får et ungt, socialt netværk.
Ca. 30 af skolens elever bruger jævnligt lektiecafeen på Herskind Skole, og en del af dem kommer efter fast aftale mellem deres lærere og forældre. Andre kommer af sig selv, fordi det er hyggeligt.
”Det er godt for os at kunne henvise vores elever til lektiecafeen og vide, at her får især de udsatte børn den hjælp, de ikke kan hente derhjemme. For mange af dem er det også mindre konfliktfyldt at lave lektier sammen med Birgit eller Hans end sammen med forældrene, ” siger lærer Jette Liborius, som står for skolens konktakt til de frivillige seniorer.
Der er som regel tre seniorer ad gangen på job i lektiecafeen, men den koster ikke skolen andet end opvarmning af et klasselokale, et ugentligt frugtfad og beskedne julegaver til de frivillige.
“Initiativer som lektiecafeen er gode for pensionisterne, gode for børnene, og gode for samfundsøkonomien”, siger Peder Pedersen, der i sin egenskab af leder for Herskind Kulturcenter i sin tid rekrutterede den pensionerede økonomikonsulent til lektiecafeen.
”Seniorerne får nogen at være noget for, og det er der mange ældre mennesker som savner. Børnene får tid og opmærksomhed fra flere voksne, og tid er en knap ressource i dagens samfund. Det er også godt for samfundsøkonomien, for vi udnytter en arbejdskraftreserve, som ikke længere er på arbejdsmarkedet, og som der ikke ville være råd til at aflønne, hvis vi skulle betale for den. Samtidig opnår vi, at eleverne klarer sig bedre i skolen, og det er også i høj grad til gavn for samfundet,” påpeger Peder Pedersen.
Fra landbrugsøkonomi til matematik i femte
Læs hele reportagen fra Kristeligt Dagblad her:
”Småkager, småkager, småkager!” Fem piger på 11-12 år hopper ivrigt op og ned bag glasdøren ind til 5. klasses lokaler på Herskind Skole vest for Århus. Hans Gravsholt, en moden mand på 75, balancerer med et fad fuldt af frugt og småkager i den ene hånd, mens han forsigtigt åbner døren ind til pigerne med den anden. ”Småkager, småkager. Jubiij.” Pigerne myldrer tilbage til klasseværelset og sætter sig omkring et bord, hvor hæfterne med månedsopgaven i dansk ligger opslået.
Det er tirsdag eftermiddag efter skoletid, men ca. femten børn fra forskellige klasser er her endnu for at få hjælp til lektierne. De sidder rundt om i små grupper eller for sig selv, og arbejder med dansk, matematik eller engelsk. Hvis det kniber med stavningen, eller hvis regnestykkerne er for knudrede, kalder de på en hjælper. Og lektiehjælperne her er typisk grå i toppen, for Herskind Skole lektiecafe er drevet af frivillige pensionister.
Hans Gravsholt stiller fadet fra sig, og den 64-årige Birgit Hansen, som er tidligere pædagog på efterløn skærer appelsinerne i både og byder frugten rundt til børnene, inden hun hjælper pigerne videre med danskopgaverne.
”Når det er matematik, det gælder, er det oplagt, at det er mig, der hjælper,” siger Hans. Hans arbejdsliv har været fuldt af tal i alle de år, han var økonomikonsulent ved Videncenter for Landbrug i Skejby. Nu er det Kasper fra femte klasse, som nyder godt af hans sans for tal.
”Nogle gange er det lidt svært”, siger Kasper, mens han fægter med en krykke. Han har flækket knæskallen ved at falde over et stakit, og afleveringsmatematik er også tit en barriere, han har svært ved at forcere.
Ca. 30 af skolens elever bruger jævnligt cafeen, og en del af dem kommer efter fast aftale mellem deres lærere og forældre. Andre kommer af sig selv, fordi det er hyggeligt.
”Jeg er her hver tirsdag. Min mor arbejder meget. Hun laver mad og har sit eget firma, så hun har altid travlt. Hun har ikke tid til at læse lektier med os, men her får vi hjælp, og vi får tit lavet lektier til hele ugen,” forklarer Kasper, der er her sammen med sin bror, Tobias.
Lærerne har lutter lovord til overs for pensionisternes indsats:
”Det er godt for os at kunne henvise vores elever til lektiecafeen og vide, at her får især de udsatte børn den hjælp, de ikke kan hente derhjemme. For mange af dem er det også mindre konfliktfyldt at lave lektier sammen med Birgit eller Hans end sammen med forældrene, ” siger lærer Jette Liborius, som står for skolens konktakt til de frivillige seniorer.
”Seniorerne har en ro over sig og tid til at snakke, og det giver børnene en oplevelse af, at det også kan være hyggeligt og rart at læse lektier. Og så er det godt for selvtilliden. Jeg oplever, at de elever, der har svært ved matematik virkelig ranker ryggen, når de har lavet afleveringsopgaverne i lektiecafeen, og kan aflevere før tiden, ” siger hun.
Der er som regel tre ad gangen på job i lektiecafeen. Oprindeligt var den ét af flere initiativer, der især rettede sig mod sårbare børn og unge, og den fik støtte fra en særlig pulje i Undervisningsministeriet. Nu er der ikke flere støttekroner, men cafeen kører videre takket være seniorernes ihærdighed og engagement. Den koster ikke skolen andet end opvarmning af et klasselokale, et ugentligt frugtfad og beskedne julegaver til de frivillige.
”Jeg får ikke løn, men jeg har fri adgang til kopimaskinen og det misbruger jeg, ” siger Hans Gravsholt.
”Og så er der det frynsegode, at de søde piger i før-konfirmationsalderen råber ”Hej Hansemand!” når jeg møder dem nede i byen,” griner han. Det er en bonus, som han sætter pris på.
Hans Gravsholt har selv tre voksne børn og fire børnebørn. Han ser det frivillige arbejde som en form for aflastning, fordi hjemmelivet kan være hårdt. Hans kone lider af en demenssygdom, og derfor har han ekstra brug for at hente inspiration uden for hjemmet.
Seniorer af Hans Gravsholts kaliber er er guld værd, for lokalsamfundet, mener Peder Pedersen, der i sin egenskab af leder for Herskind Kulturcenter i sin tid rekrutterede den pensionerede økonomikonsulent til lektiecafeen.
”Initiativer som lektiecafeen er gode for pensionisterne, gode for børnene, og gode for samfundsøkonomien”, siger han.
”Seniorerne får nogen at være noget for, og det er der mange ældre mennesker som savner. Børnene får tid og opmærksomhed fra flere voksne, og tid er en knap ressource i dagens samfund. Det er også godt for samfundsøkonomien, for vi udnytter en arbejdskraftreserve, som ikke længere er på arbejdsmarkedet, og som der ikke ville være råd til at aflønne, hvis vi skulle betale for den. Samtidig opnår vi, at eleverne klarer sig bedre i skolen, og det er også i høj grad til gavn for samfundet, siger Peder Pedersen, som i dag er viceskoleleder på en skole i Århus.
Klokken er næsten tre. De fleste børn er gået. Kaspar og Tobias flyder i sækkestolene i hjørnet af klasseværelset, mens de venter på skolebussen. Hans gør sig klar til at gå, men dagens frivillige arbejde er ikke slut for hans vedkommende. Der er bud efter den tidligere økonomikonsulent mange steder, og om lidt er det en gruppe pensionister, han skal hjælp ved computerskærmene.