Dansk Folkehjælp: Inspirerende bog

Dansk Folkehjælps anmeldelse

Dansk Folkehjælp, som er involveret i projektet Børns Bedste Ven, har anmeldt bogen Generationsmøder på sit website den 23. januar 2012:

“Forfatteren Ulla Skovsbøl har skrevet bogen Generationsmøder – i praksis (Frydenlund, 2011). Bogen giver mange eksempler på frugtbare generationsmøder, hvor børn og ældre kan få glæde af hinanden.

Bogen handler om, hvordan man som pensionist, pædagog, lærer, plejehjemsmedarbejder eller måske politisk beslutningstager kan fremme de frugtbare møder mellem børn og ældre, som ikke er i familie med hinanden.

Ulla Skovsbøl præsenterer i bogen syv forskellige eksempler på generationsmøder. Det drejer sig om vuggestue og plejehjem, folkeskole og plejecenter, SFO og demensafsnit, Projekt Bedste Ven, folkeskole og pensioniststudiekreds, efterskole og plejehjemsansatte samt erhvervsskole med senioransatte. Hver case beskrives i en levende reportage med fotografier, citater, en fakta boks og en refleksion med en oversigt over forudsætninger og udbytte.

Om udbyttet ved generationsmøder skriver forfatteren følgende ”Generationsmøder er møder mellem mennesker, og mennesker er sociale væsner. Det er langtfra fuldt belyst, hvordan vores sociale relationer påvirker vores fysiske og psykiske sundhed og velbefindende, men de fleste mennesker vil ud fra deres egne erfaringer nikke bekræftende til, at der er en sammenhæng”.

Det er lignende udsagn vi fra Bedste Ven hører fra børn, forældre og seniorer, som er tilknyttet projekt Bedste Ven.

Bogen fortæller også historien om Bedste Vennerne Henny og Tobias fra Fyn. En velskrevet artikel som fortæller både Tobias og hans forældres historie og senior Hennys historie. Projektleder Lene Sletved er også interviewet blandt andet om rekruttering af Bedste Venner.

En god og inspirerende bog.”

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *