Flot lektørudtalelse til bogen Generationsmøder

Lektør Birgit Sloth, DBC, har givet bogen Generationsmøder pæne ord med på vejen i sin lektørudtalelse til bibliotekerne:

Lektørudtalelse (11/26 2 879 606 4 (V)
Skovsbøl Ulla: Generationsmøder / forfatter Ulla Skovsbøl; fotograf Jacob Carlsen et. Al – Frydenlund – 168 sider (I praksis) – DK 30.166

Anvendelse/målgruppe/ niveau
Den første bog i en ny serie I praksis fortæller om projekter, hvor børn og unge mødes med ældre, så begge grupper opnår en gevinst. Målgruppen er især pædagoger, lærere og ansatte i plejesektoren samt relevante uddannelsesinstitutioner. Organisationer, der arbejder med ældre, vil også kunne hente inspiration.

Beskrivelse
Ulla Skovsbøl er journalist ved Kristeligt Dagblad. Hun præsenterer i bogen syv forskellige eksempler på generationsmøder. Det drejer sig om vuggestue og plejehjem, folkeskole og plejecenter, SFO og demensafsnit, Projekt Bedste Ven, folkeskole og pensioniststudiekreds, efterskole og plejehjemsansatte samt erhvervsskole med senioransatte. Hvert projekt beskrives i en levende reportage med fotografier, citater, en fataboks og en refleksion med en oversigt over forudsætninger og udbytte. Dertil kommer en opsamling af teori og erfaringer fra udlandet. Der er stigende interesse for kvalitetsudvikling i ældreplejen og bogen fortæller også om det amerikanske koncept ”The Eden Alternative”, der arbejdes med i mange kommuner.

Sammenligning
Esther Møllers bog Vil du være med? ligner den meget, men den er 15 år gammel. Den kan dog stadig give ideer, og det samme gælder pjecen At bygge bro mellem generationer.

Samlet konklusion
En velskrevet, overskuelig og praktisk anlagt inspirationsbog, der er skrevet af et vidende, engagement menneske i et sprog, som alle kan forstå. Man kan kun håbe, at nogle ildsjæle vil opdage bogen, og at der findes tid i institutionerne til at kvalitetsudvikle.

Birgit Sloth

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *