Læsevenskaberne mellem børn og gamle i Tønder stopper

I tre år har børn fra Tønder Skole haft gamle læsevenner på det lokale plejehjem. Ordningen har været en stor succes, men nu stopper den i forbindelse med skolesammenlægninger i Tønder.

Børn og gamle har haft stor glæde af ordningen, hvor en hel klasse én gang om måneden kom på besøg på plejehjemmet, og hvert barn havde en fast læseven på hjemmet. Børnene læste højt for læsevennerne med stort udbytte for begge parter.  Ifølge deres lærer Gitte Bønning Kristensen, blev børnene bedre læsere og fik større forståelse for litteraturens genrer, men samtidig fik de også et stort socialt og menneskeligt udbytte.

Gitte Bønning Kristensen var sammen med Kirsten Winter fra Richtersens Plejecenter primus motor i ordningen. Hun har imidlertid været på barsel et år, og mens hun har været borte, har skolen besluttet at nedlægge ordningen.

– Det gjorde mig meget ondt, for jeg synes fortsat, der er masser af muligheder i sådan et samarbejde, og både børn og forældre er kede af at det stopper, men ordningen kræver et stort engagement fra de voksnes side, erkender Gitte Bønning Kristensen.

Klassen med læsevennerne bliver desuden flyttet til en anden skole længere væk fra plejehjemmet i forbindelse med strukturændringer i Tønders skolevæsen. Otte skoler bliver nedlagt, alle børn og lærere bliver fordelt på en ny måde, og Tønder Kommuneskole, hvor læsevennerne er elever, skal være overbygningsskole. Læs resten

Højtlæsning på plejehjemmet gør børn til bedre læsere

Læs artiklen i lærernes fagblad Folkeskolen.

Læsevenner_red_480

Alle elever i 4.b på Tønder Kommuneskole har en læseven på det lokale plejehjem, som de læser højt for en gang om måneden. Resultatet er 24 bedre læsere og mange stærke venskaber på tværs af generationerne.

Siden de begyndte i tredje, har de 24 elever fra Tønder Kommuneskole én gang hver måneden tilbragt en dobbelt dansktime på plejecenteret. Der har de alle sammen en fast læseven, som de læser højt for. Det har gjort dem til markant bedre læsere, men det har også givet dem venner, de ellers aldrig ville have fået i en aldersgruppe, de kun sjældent møder i hverdagen.

Det er plejecenterets aktivitetsmedarbejder Kirsten Winther Sørensen og 4bs klasselærer Gitte Bønning Kristensen, som har etableret samarbejdet.

Det har gjort børnene til bedre læsere og givet dem en ny indfaldsvinkel til bøgernes verden. De vælger selv litteraturen og går højt op i at finde bøger, der egner sig til deres læsevenner, og diskuterer sprog og genrer på en måde, der er sjælden på deres klassetrin.

Samtidig betyder læsevenskaberne, at børnene bliver konfronteret med døden og det at miste. Tre læsevenner er døde i løbet af den tid projektet har kørt.

Historien om vil indgå som case i min bog om generationsmødet i pædagogisk sammenhæng, som udkommer i 2011.

I Horsens findes en lignende ordning. Læs om den her

  • Eleverne bliver motiverede for at læse og læser mere. Det gør dem til bedre læsere.
  • Eleverne bliver motiverede for at skabe deres egne tekster.
  • Læsningen har et formål. Den bliver meningsfuld og relevant som middel til kontakt.
  • Snakken om litteratur bliver vedkommende og opstår spontant.
  • Der knyttes personlige bånd mellem børn og ældre til glæde for begge parter.
  • Eleverne får indblik i en anden verden og gør sig tanker om menneskers livsvilkår.
  • Døden bliver noget, man snakker om og mærker på en naturlig måde.

Vuggestue og plejehjem samarbejder med stor succes

Vuggestuen Spiren på Frederiksberg besøger en gang om måneden det lokale plejehjem Betania for at spise brunch, synge, lege og gøre gymnastik med de gamle.

Læs reportagem i Børn & Unge 5.3.2010.

Plejehjem1_480

Helt små børn og meget gamle mennesker kan have stor fornøjelse af hinanden. Det viser erfaringerne fra et usædvanligt samarbejde mellem et plejehjem og en vuggestue på Frederiksberg.

Det var oprindelig pædagog Bente Dehli som fik ideen til samarbejdet, og nu kommer en gruppe af vuggestuebørnene på besøg hos de gamle én gang om måneden. De spiser brunch sammen, synger, leger og gør gymnastik. Det har stået på igennem et helt år nu, og besøgene er populære både hos børn og gamle, personale og forældre.